Det ligner en indre nedsmeltning i Ørsted - nu er Mads Nippers eget job i fare

Først en ydre nedsmeltning. Nu en indre nedsmeltning. Så kort og klar må dommen være over energigiganten Ørsted. Det er et kolossalt jordskælv i Ørsted, at virksomheden tirsdag fyrede både finansdirektøren og driftsdirektøren – også kendt under de angelsaksiske forkortelser CFO og COO. Intet selskab og slet ikke et stort selskab som Ørsted sætter bare sådan ud af det blå to af nøglefigurerne i topledelsen på porten - ingen, medmindre den er helt gal. Vi har set aktiekursen skvatte med 77 procent siden toppen. Det er den ydre nedsmeltning. Det er en indre nedsmeltning, når ledelsen brutalt og uventet kastes op i luften. Når en topchef skal sætte sit ledelseshold, så vil netop posten som CFO og COO være to af de poster, hvor han eller hun vil gøre sig størst og mest umage, fordi de udgør selve kernen i ledelsesholdet og – vigtigt nok – som regel også de to mennesker, som står først for, hvis topchefen selv skulle ryge i svinget af den ene eller anden grund. Man kan blot nævne to aktuelle eksempler. Da Per Bank forlod Salling Group til fordel et canadisk eventyr, var det den tidligere finansdirektør Anders Hagh, som helt naturligt landede i topjobbet. Da Jens Bjørn Andersen overraskende annoncerede sin afgang i DSV, gik jobbet til hans COO og den tidligere CFO Jens Lund. Chokerende ringe dømmekraft Det grænser til en chokerende ringe dømmekraft, at Ørsted åbenbart tror, at man kan fyre to af de mest betroede medarbejdere i virksomheden midt i en dyb krise uden at informere grundigt og ordentligt om, hvad der nu skal ske, og hvad så store og vidtrækkende beslutninger betyder for Ørsted. Det virker også uprofessionelt. Ørsteds topchef, Mads Nipper, eller hans bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, slukker ingen brande ved at fyre to helt centrale mennesker i toppen af Ørsted. Tværtimod forstærker de indtrykket af, at der for alvor er noget galt med ledelsen i Ørsted og med Ørsteds forretningsmodel. »Ligesom resten af branchen oplever Ørsted udfordrende og ustabile markedsforhold. Derfor er bestyrelsen og jeg blevet enige med vores nuværende koncernøkonomidirektør og koncerndriftsdirektør om, at vi har brug for nye og anderledes kompetencer til at lede økonomi- og EPC & Operations-funktionerne for at understøtte Ørsteds videre rejse,« er det enlige citat fra topchefen i pressemeddelelsen tirsdag. Den ene korte oversættelse af citatet fra Mads Nipper er selvsagt, at den nu tidligere finansdirektør Daniel Lerup og den nu tidligere driftsdirektør Richard Hunter skal bære ansvaret for krisen i Ørsted. Den anden korte oversættelse er, at problemerne – ud over Lerup og Hunter, naturligvis – handler om forhold, som Ørsted selv ikke er skyld i, nemlig ikke mindst de enorme tab på store amerikanske havvindvindprojekter på østkysten ud for New Jersey. Malplacerede formuleringer Det sidste er et par sproglige observationer, nemlig at det virker forlorent at oversætte et tydeligt signal om en klokkeren fyring som en gensidig enighed, ligesom ordene »Ørsteds videre rejse« om selskabets nuværende problemer virker helt malplacerede. Når man ikke kan få lov at tale med Mads Nipper selv og stille alle de åbenlyse kritiske spørgsmål, må vi nu i stedet spekulere i, at Nippers eget job ville være i fare, hvis han ikke gennemførte en stor og dramatisk ledelsesrokade. På den måde undergraver fyringerne den stærke fortælling om Nippers eget lederskab. Ørsteds ledelse nægtede hele dagen tirsdag at stille op til interview, indtil der lidt efter kl. 13.00 røg et citat afsted til Berlingske og andre medier med et kort citat fra formanden Thomas Thune. »Bestyrelsen har fuld tillid til Mads Nipper og Ørsteds øvrige ledelse,« var ordene i den korte e-mail. Igen fristes man til at spørge, hvad der foregår i Ørsted, for det sidste, som Nipper må drømme om, er den slags opbakning? Hvor mange gange i nyere dansk erhvervshistorie for slet ikke at tale om dansk sportshistorie er erklæringer om tillid til ledelsen ikke blev efterfulgt af en fyreseddel? Det er først, når man skal udtrykke sin tillid til nogen, at man åbner for spørgsmålet om, hvorvidt tilliden egentlig er der. Fyringen af ikke mindst Richard Hunter rejser med andre ord tvivl om Mads Nippers position i selskabet, for det var Nipper selv, som i juni 2021 netop hyrede Richard Hunter som COO fra et job som topchef i Bombardiers globale jernbaneforretning: »Stillingen er ny og blev oprettet, efter at det tidligere i år blev besluttet at reorganisere Ørsted for at positionere selskabet bedre til fremtidig vækst,« hed det dengang. Vækst har der ikke været noget af. Daniel Lerup, som blev CFO for offshore-forretningen under den tidligere topchef Henrik Poulsen, gjorde Nipper imidlertid også selv til Group CFO i april 2022. To centrale bliver sparket ud Det er kritisk, at det er to centrale personer fra det ledelseshold, han selv har sat, som nu bliver sparket ud. Drømmen om ny vækst bliver desuden senest dementeret af nyheden om, at Ørsted dropper at være med til at udvikle havvind i den norske del af Nordsøen. Det er ikke første gang, at jeg kommenterer situationen i Ørsted. Hidtil er jeg veget tilbage fra at diskutere Mads Nippers position. Mit synspunkt har været, at en meget betydelig del af problemerne i Ørsted afspejler aftaler, som er indgået af hans forgænger. Det er ikke Nipper, som har indgået elendige kontrakter i Nordamerika. Hvis – som Ørsted i sine regnskaber selv har bedyret – det statskontrollerede selskab er en grundlæggende sund forretning, skal man ikke fyre Nipper. Viser tirsdagens fyringer, at den forudsætning er ved at skride? Det andet, jeg har peget på, er, at ejerstrukturen i Ørsted virker uholdbar. I dag ejes selskabet af den danske stat og en lille smule af energiselskabet Andel. Resten er spekulanter, som ikke har nogen dybere interesse i selskabet. I forhold til ideen og visionen om at forblive verdens førende udvikler af havvind kan netop statens ejerskab blive et massivt problem for Ørsted, når de skal vinde projekter uden for Danmark og Europa, for hvorfor skal andre stater ønske at hælde penge i et statsligt dansk selskab? Nedsmeltningen af topledelsen i Ørsted er en ny skræmmende facet til problemerne i giganten, nemlig at konkurrenten i kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) står med en næsten skræmmende ledelsesmæssig – og tilsyneladende forretningsmæssig – styrke. Ud over de fire »guldfugle« fra DONG-æraen i skikkelse af Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen og Christian Skakkebæk, hvor den sidste i øvrigt deltog i gallataflet for den spanske konge, har CIP fisket Ørsteds tidligere viceadministrerende direktør Martin Neubert, ATPs tidligere topchef Bo Foged, Ørsteds tidligere Chief Commercial Officer Mads Skovgaard-Andersen samt ansat Udenrigsministeriets tidligere departementschef og tidligere USA-ambassadør Lars Gert Lose som en slags udenrigsminister for selskabet. Ørsted har ikke råd til at hyre en eneste af dem, hvis ikke de skal sprænge rammen for, hvad Mads Nipper selv får lov at tjene. CIPs ledelse kan spise Ørsteds ledelse til morgenmad. Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske https://www.berlingske.dk/kommentar/det-ligner-en-indre-nedsmeltning-i-oersted-nu-er-mads-nippers-eget-job-i